Det skal nok gå godt

Det var nogenlunde sådan, jeg havde det med at skulle føde første gang.

Jeg var tryg ved at læne mig ind i fagpersonernes arme, og jeg havde tiltro til min krop og min udholdenhed. Jeg følte mig som en sand urkvinde.

Min graviditet havde været ukompliceret, og jeg havde ikke mange veninder, der havde født allerede. Derfor havde jeg ikke så mange skrækhistorier at være bange for. I virkeligheden havde jeg bare den tanke, at ”det har kvinder gjort i tusindvis af år før mig, så det er sådan det er”.

Spændingen begyndte at indfinde sig

5 uger før termin tog jeg med familien til Sverige på skitur. Jeg skulle selvfølgelig ikke stå på ski, men bare være det gode selskab med en kop varm kakao i hånden.

Køreturen derop blev dog lidt af en forskrækkelse, da vi var uheldige at snurre rundt med bilen på en lille, sneglat landevej. Det var ikke noget alvorligt – heldigvis! Hverken vi eller bilen kom til skade, men forskrækkelsen satte sig i mig.

Jeg fokuserede på at genfinde ro i mit nervesystem og havde en god forbindelse til min baby i maven, som sparkede og hyggede sig, som han plejede. Alligevel var jeg bange hele vejen hjem, og jeg fik først rigtig ro på mig selv da vi var vel hjemme i vores lejlighed.

Et par dage efter vores hjemkomst gik vandet

Det var lidt mere end 3 uger før tid. Så var der jo ikke rigtig nogen vej tilbage, og jeg tænkte ”nu er det bare at go with the flow”.

Men der skete ikke rigtig noget. Ingen veer.

Efter nogle timer begyndte veerne så småt, og da jeg blev undersøgt, var jeg 2 cm åben. Herefter var der pause i veerne, og jeg blev sendt ud at gå. Langt og flere gange i løbet af det næste døgn.

Jeg blev undersøgt igen  – ingen fremgang

Derfra var jeg indlagt, og jeg blev sat på vedrop. Lidt mere, og lidt mere. Det medførte mange veer, ”vetog”, ”vestorm” og et fuldstændigt smertehelvede. Så meget, at jeg til sidst nærmest faldt i søvn trods smerterne.

Jeg var udmattet, men tænkte at det var for det gode, så nu måtte jeg da snart være klar til at presse min baby til verden.

Men nej. Min krop var slet ikke klar uanset den kemiske påvirkning.

Jeg var stadig kun 2 cm åben, selvom jeg havde haft vedrop i 7 stive timer.
Lægen blev tilkaldt og nævnte, at kejsersnit kunne komme på tale.

Det var det eneste, jeg ikke havde forberedt mig på. Jeg havde slet ikke set et kejsersnit som en mulighed… for mig. Måske for andre, men ikke mig!

Det var jo ikke sådan, min baby skulle komme til verden

I et vågent øjeblik kiggende jeg min kæreste i øjnene og sagde, at nu måtte de tage mig af vedroppet og lave det kejsersnit.

Jeg ville for alt i verden ikke risikere, at jeg endte i fuld narkose og slet ikke kunne ”være med til min fødsel”.

Der blev kørt strimmel, og baby havde det okay trods den hårde påvirkning.

Det øjeblik, vedroppet blev frakoblet, forsvandt alle veer, og jeg kom lidt til mig selv igen. Jeg kunne mærke min baby og husker, hvordan jeg ”forsvandt” lidt, mens vi kørte til operationsstuen.

Der var egentlig ikke drama, jeg prøvede mere at se, om jeg kunne genvinde nogle kræfter til dette ”sceneskifte”.

Alle var super søde og professionelle. Men det var overvældende. Mange mennesker, som alle præsenterede sig, mens operationsudstyret blev gjort klar.

Jordemoderen var der. Min kæreste var der. Som faste klipper.

Det var tæt på midnat, og hendes vagt var slut for ca. en time siden, men hun lovede at blive hos os med ordene ”nu gør vi det her færdigt sammen”. Jeg er hende evigt taknemmelig for det.

Hun var en stor del af årsagen til, at fødslen faktisk blev en god oplevelse trods alt det voldsomme.

Jeg synes, det var voldsomt at ligge der med armene ud til siderne, men min kæreste var ved min side, og jordemoderen havde overblikket og en fantastisk ro i sin stemme.

Pludselig var der babyskrig, en baby som susede forbi mit ansigt – og min kæreste der kyssede mig og sagde ”det er en dreng”.

Han var ude. Endelig!

Efter en hurtig vejning og apgar blev Anton lagt op til mig.

Det kom sådan set bag på mig, for der var vist ikke rigtigt noget der hed ”hud mod hud” dengang. Men jordemoderen lagde ham helt op til mit ansigt.

Jeg kunne ikke holde om ham, for mine arme var ”låste” af slanger, men jeg kunne dufte ham, høre ham og se ham. Og det var fuldstændig magisk at se ind i de store mørke øjne.

Det var jo ikke muligt for Anton at komme til mine bryster, så han søgte det efter det, der stak mest frem og fik fat i min næse, som han begyndte at sutte på.

Det billede er det skønneste minde jeg har – og hvis det ikke var for den fantastiske jordemoder, så havde vi ikke haft et eneste billede.

Hun havde taget kameraet med fra fødestuen og fangede det øjeblik, hvor vi mødtes.

Lige der gik det op for mig, hvor væmmeligt det var at ligge der og blive syet sammen. Ikke at kunne mærke mine ben. At blive flyttet over i en seng bagefter.

Så var det lidt som om jeg ”forsvandt ” igen. Ind i mig selv.

Hvad var op og ned her?

Hvad nu?

Min kæreste og Anton blev sendt på barselsgangen, mens jeg blev kørt til opvågningen. En sygeplejerske sagde at jeg skulle prøve at sove lidt.

Er du sindssyg?

Jeg turde ikke sove, jeg skulle ikke risikere at vågne op og stadig ikke kunne mærke mine ben. Jeg skulle ”have styr på”, hvornår bedøvelsen trak sig tilbage, og jeg igen kunne vippe med tæerne.

Jeg faldt nok lidt i søvn, men tror kun at det varede et par timer, før jeg kunne vippe med tæerne og blev kørt op til min familie.

Der sad min kæreste med vores lille søn i armene – lige dele stolt og overvældet.

Han havde ikke forestillet sig, at de første timer af hans faderskab skulle være som ”alenefar”.

Instinktivt havde han lagt Anton ind på brystet, hvor han havde ligget roligt og lyttet til Tomas’ hjerte.

Jeg fik lagt Anton til, og han begyndte at sutte med det samme. En kæmpe lettelse husker jeg. Det fyldte mig med en følelse af ”så klarede vi det jo alligevel”.

Det var ikke sådan, jeg skulle træde ind i moderskabet

Men det var sgu ikke sådan, jeg havde forestillet mig, at jeg skulle træde ind i mit moderskab.

Som operationspatient, der ikke kunne skifte min baby, og nærmest ikke kunne komme ud af sengen. Med vilde smerter, og totalt udmattet.

Jeg skiftede mellem at være vildt taknemmelig (for denne fødsel var jo ikke gået i ”bushen”), og tæske bange for, at jeg ikke ”blev mig selv igen”.

Straks så jeg alle de patienter for mig, som jeg havde genoptrænet efter store mave og rygoperationer. Mennesker med lange genoptræningsforløb.

Skulle det nu blive mig?

Jeg skulle jo bare nyde min ”babyboble”.

Heldigvis havde vi enestue og var indlagt i 5 dage. Det kunne man dengang i 2005. Jeg turde ikke tage hjem, før amningen var kommet i gang.

Jeg kan huske, at en følelse af utilstrækkelighed overvældede mig. Jeg ville ikke skifte Antons ble, for jeg var sikker på, at det kunne jeg nok slet ikke finde ud af.

Det var nok bedst, at Tomas gjorde det, for det var jo ham, der havde klaret det de første gange.

Småting måske, men grundlæggende handlede det jo faktisk om, om hvorvidt jeg kunne stole på mine ”mor-egenskaber”, når jeg nu ikke kunne stole på, at min krop ”kunne føde”.

Vi snakkede rigtig meget om fødslen

Og heldigvis var der plads til denne følelsesmæssige ambivalens.

For jeg var jo LYKKELIG for, at Anton var kommet sikkert til verden, men også ked af, at jeg ikke havde fået den store fysiske og følelsesmæssige forløsning igennem den vaginale fødsel.

Pludselig oplevede jeg også en snert af vrede. En vrede over, at det kejsersnit ikke var blevet kaldt længe før. Efter en efterfødselssamtale og gennemgang af min journal var det som om, noget faldt på plads i mig.

Jeg havde kæmpet, jeg havde gjort alt hvad jeg kunne imod alle ods. For det var tydeligt, at Anton på ingen måde var klar til at komme til verden, da vandet gik, og at kejsersnittet var den eneste rigtige løsning.

Over tid blev vreden langsomt afløst af taknemmelighed

Taknemmelighed over for mig selv. Det var jo ikke min skyld. Min krop havde ikke svigtet mig. Den havde gjort alt, hvad den kunne, og reagerede faktisk helt efter bogen.

Taknemmelighed til fagpersonerne omkring mig – de havde jo lyttet til mig,  kendte mit ønske om en vaginal fødsel, kunne se at jeg var stærk og lod mig prøve. De var der til det sidste, passede på mig, passede på os.

Efterfødselssamtalen hjalp mig i troen på, at en næste fødsel godt kunne blive vaginal. At omstændighederne omkring Antons fødsel var særlige, og at sandsynligheden for, at det ville gentage sig var ringe, var en vigtig brik i forhold til min accept af det hele, og for at jeg genvandt synet på mig selv som ”urkvinde”.

Det tog tid, før jeg fandt mig til rette med min fødsel

I min mødregruppe var jeg eneste kejserinde, så jeg havde ikke nogen at spejle mig i. Jeg følte ikke helt, at de andre mødre forstod mig og min vej ind i moderskabet.

Jeg blev heldigvis ikke mødt med ”du fik den lette vej”, eller ”du skal bare være glad for, at han kom sikkert ud”, som jeg ved, at mange kejserinder hører.

Alle, jeg snakkede med, og fortalte om min fødsel, syntes jeg var mega sej og havde respekt for mine følelser.

Man siger, at tiden læger alle sår, og det sådan jeg oplevede det. Dog med en tilføjelse – ”når man får snakket om det – mange gange”.

Små tre år senere blev jeg gravid igen, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at Antons fødsel ikke fyldte i mig. Det gjorde den.

Men jeg fik hjælp til at lave en fødeplan, og jeg havde fået sat ord på, HVAD der skulle til for, at jeg følte mig tryg, stærk og ”urkvindeagtig” igen – klar til at indtage ”fødeland”.

Jeg lærte, hvordan jeg kunne bruge mine erfaringer konstruktivt, og så hjalp det i sig selv, at jeg nu kunne mærke, at jeg VAR mor – uanset hvordan min(e) baby(er) kom til verden.

Hvis du vil vide, hvordan min anden fødsel endte, kan du læse med her.