Fysioterapeut Heidi Holm

Fysioterapeut
Heidi Holm

Kaisas fødselsberetning: Heidi Holms VBAC (vaginal birth after cesarean)

I 2008 gik jeg fra én statistik til en anden. Nemlig den statistik, som ca. 50 % af alle kejserinder (der kun har ét kejsersnit i bagegen) ender i.

Det betyder, at jeg i dag BÅDE kan kalde mig kejserinde og “VBAC”

VBAC er kort for Vaginal Birth After Cesarean (vaginal fødsel efter kejsersnit).

Igennem mit arbejde har jeg hørt mange kejserinder fortælle om, hvor stort et ønske det er for dem at opleve en vaginal fødsel.

Det var det også for mig.

Jeg kan se, i hvor høj grad min VBAC fødsel var med til at “heale” mit kejsersnit og gøre, at jeg kunne “smide glimmer på og stille den op på kaminhylden”.

Det var ikke nogen let fødsel – i hvert fald ikke mentalt!

Jeg var teknisk set førstegangsfødende og havde INGEN erfaringer udi “fødeland”.

Det er jo ikke helt rigtigt, for jeg HAVDE prøvet både vandafgang og konstant “vetog” på vestimulerende drop, inden vores førstefødte kom til verden ved akut kejsersnit.

Jeg havde jo født efter næsten 48 timers hårdt arbejde.

Her kan du læse min fødselsberetning fra min fødsel ved kejsersnit.

Jeg vidste, at arbejdet primært ville komme til at handle om konstant at overbevise mig selv om IKKE at sammenligne denne fødsel med de erfaringer, jeg havde fra min første fødsel.

Der var ikke noget som helst, der pegede i retning af, at det skulle blive endnu et kejsersnit, men det var jo det eneste, jeg kendte.

Jeg havde brug for rigtig meget tryghed, støtte og mental forberedelse

Jeg vidste fra min jordemoder og samtale med fødselslægen, at der er en lille risiko for ruptur af arret I den aktive fødsel var det selvfølgelig en information, der lå i baghovedet.

Jeg vidste, at denne risiko var under 1 %, og da jeg er fysioterapeut og vant til at finde mulige veje i processer, var mit fokus selvfølgelig på de 99 %, der går godt.

6 mdr. før min graviditet med denne baby havde jeg haft en spontan abort i 9. uge, som jeg havde udstødt ved kraftige veer.

På en eller anden måde følte jeg, at min krop havde vist mig, at jeg godt kunne klare at have veer.

Jeg ved udmærket godt, at det slet ikke er det samme, som når livmoderen er strukket til det yderste).

Det gav mig mental ro og tro på, at det var muligt igen

Jeg havde endnu en uproblematisk og god graviditet, hvor jeg brugte en masse energi på at mærke, lytte til og connecte med min datter i maven. Meget mere end jeg gjorde i min første graviditet. Måske fordi jeg vidste, at vi ikke havde planer om at få flere børn, men også fordi jeg havde brug for at være “klar” på en anden måde denne gang.

Jeg blev anbefalet bogen “Birthing from within” af forfatteren Pam England. En fantastisk bog, som blev min guide til min fødsel.

Noget af det vigtigste, jeg lærte fra den bog, er, at tryghed er altafgørende for, at kroppens processer kan udfolde sig, og at du kan gå ind i “fødeland”.

Så nu måtte jeg tilbage og besøge min første fødsel ved kejsersnit mentalt.

For man KAN bruge sine erfaringer om, hvad der f.eks. IKKE virkede sidst til at skabe en ny oplevelse.

De to vigtigste overskrifter i min fødeplan var 1) at skabe mest mulig tryghed omkring mig, og 2) at holde fast i, at denne fødsel var sin egen.

Altså dybest set blive ved med at overbevise min hjerne om, at den IKKE skulle sammenligne med de erfaringer, der allerede lå i mit nervesystem.

Og det er ikke let!

Helt praktisk valgte jeg at blive hjemme så længe det var muligt, før jeg tog på hospitalet.

Jeg insisterede på at stå, gå og danse mig igennem fødslen. Og så havde jeg en tidligere kollega med mig i alle de timer, jeg gik rundt med veer hjemme, til at være “de objektive øjne” på slagets gang.

Det gav en STOR tryghed.

Da jeg kom ind på hospitalet, var det virkelig svært at holde fokus, for ALT begyndte at ligne billedet fra sidste gang.

Veerne stoppede!

Vandet var igen gået, så jeg vidste, at hvis ikke min krop kom “tilbage på sporet”, så var der en “bagkant”, som kunne ende med vedrop igen osv.

Flere gange var jeg klar til at føde ved endnu et kejsersnit, men hver gang tanken ramte mig, prøvede jeg at overbevise mig selv om, at dette forløb ikke havde andet til fælles med det første, end at vandet var gået, og at jeg skulle bevare roen, og troen på mig selv.

Men det var dæleme opad bakke.

Vi var meget alene, da min fødsel ramte ind i den store sygehusstrejke i 2008.

Vi nåede at opleve flere gange vagtskifte, fordi jeg var længe om at åbne mig, og jeg blev super dårlig efter jeg havde fået morfin at sove på, som jeg tydeligvis ikke kunne tåle.

Hele tiden snakkede jeg med Kaisa inde i maven. Fortalte hende, at jeg gjorde hvad jeg kunne, og at vi sammen skulle have tålmodighed.

Jeg gik op og ned ad gangene, sang for os og dansede (bevægede) mig ved hver eneste ve, men der var langt imellem dem.

Jeg gik ind i mig selv, og som den sportskvinde jeg også er, begyndte jeg at lede efter de helt små marginaler, der kunne hjælpe mig.

SÅ TOG JEG EN VIGTIG BESLUTNING.

Jeg kan ikke gøre det her alene!

Jeg har brug for nogen (andre end min mand), der tror på mig, nogen der hepper, nogen der vil sende mig kærlige tanker LIGE NU!

Min mand sendte en SMS rundt til en masse af vores venner og bad dem sende mig en tanke med håbet om, at jeg ville føde vores datter i glæde og tryghed.

Det var et kæmpe mentalt vendepunkt.

Det var fuldstændig magisk.

Jeg mærkede den vildeste kærlighed strømme til mig (og nej, jeg sad ikke og tjekkede sms’er, det var sådan helt universelt).

En universel kærlighed fyldte mig og skærpede mit fokus

Jeg var klar til endnu “et maraton”.

Jeg spiste et måltid (det første i mange timer, som blev i maven), og BUM så kom veerne tilbage.

Og de virkede – jeg åbnede mig.

Jeg dansede, stønnede og fortalte Kaisa inde i maven, at nu var jeg klar til at møde hende. Og ca. 3 timer efter var hun født!

Det var sådan set en “skolebogsfødsel” uden store komplikationer, men med et virkelig langt forspil.

Alle bekymringer om arret var væk. Jeg kunne mærke, at min krop kunne klare det, og Kaisa havde det godt inde i maven.

Da hun blev lagt op til mig, følte jeg en taknemmelighed, der er svær at beskrive.

En taknemmelighed til mig selv for, at jeg stolede på mig selv alle de gange, hvor jeg var ved at miste modet.

Taknemmelighed for alle de mennesker der havde været med til at skabe en altafgørende tryghed for mig (selvfølgelig inkl. min mand, min kollega (som var en slags doula for mig) og fagpersonalet.

Taknemmelighed for oplevelsen i sig selv, for det blev tydeligt, at denne VBAC var med til at “binde en sløjfe” på min tidl. fødsel, forstået på den måde, at jeg mærkede en accept af det tidl. forløb holdt op imod denne erfaring.

Alt var som det skulle være, både dengang og nu.

Vigtigst af alt mærkede jeg en dybtfølt viden om, at jeg er lige meget mor til mine børn, uanset hvordan jeg har født dem.

Det er mange år siden nu, men oplevelsen er helt sikkert en vigtig brik i forhold til, hvilken retning jeg har bevæget mig i fagligt. Netop til at brænde for at hjælpe dig som er kejserinde.

Jeg ved, hvor du er og har været, og jeg forstår alle de tanker og bekymringer, din fødsel kan være årsag til.

Dine celler og dit nervesystem kender din historie, og den er med dig hele livet.

Tak fordi du læste med!

(*) Indholdet på denne hjemmeside er udelukkende beregnet til orientering og undervisning. Kontakt læge for lægehjælp, behandling eller diagnose. Alle resultater beskrevet på siden er individuelle og op til den enkelte at opnå. Udtalelser fra tidligere kunder er baseret på deres erfaringer og kan ikke garanteres.

© Alle Rettigheder forbeholdt Heidi Holm & Mit Kejsersnit | Webdesign af Camille Viktoria

Vil du dele din fødselsberetning?

Du er meget velkommen til at sende din fødselsberetning, hvis jeg må lægge den på hjemmesiden.